Gå tilbage til forumoversigten

Emne: Ønskeøen Christiansborg

Af: Claus Andersen

21/01-2004 06:49

#1



Århus Teater har haft stor succes med forestillingen om Peter Pan, der nægter at blive voksen og bor på Ønskeøen. På baggrund af dette eventyr opstod i 80´erne den medicinske vending ”Peter Pan-syndrom”, om mennesker, der aldrig bliver voksne og derved flygter fra det medfølgende ansvar.

Vores beskæftigelsesminister viser jo også stor interesse for medicinske vendinger og udtaler om ledige og det enstrenget arbejdsformidlingssystem: ” at mennesker med samme sygdom skal have samme medicin” og ”vi skal ikke vælge de dyreste præparater”. For de svageste ledige hedder præparatet beskæring eller helt at fjerne kontanthjælpen, hvis de ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Til rådighed på et arbejdsmarked, hvor der ikke er noget ledigt arbejde. Siden regeringen kom til er der kommet 42.100 flere arbejdsløse og vi har nu den højeste ledighed i 5 år. I november 2003 kom der yderligere 2000 i arbejdsløshedskøen og det mente ministeren var et tegn på bedre tider. Regeringens ambitioner er ikke at skaffe flere i arbejde, men at færre skal miste det. Forleden blev 700 fyret på Flextronics i Pandrup. Regeringens kur, skattestoppet, er en virkelighedsflugt af Peter Pan-dimensioner.

Få lidt tryllestøv af Klokkeblomst og flyv tilbage til Ønskeøen, hvor du vil møde din ministerkollega Bertel Haarder, der vil have flere nydanskere i arbejde ved hjælp af lav starthjælp, selvom undersøgelser viser, at et økonomisk incitament ingen rolle spiller, men tværtimod skaber sociale problemer og social fattigdom. Du vil møde socialministeren, der med loft på kontanthjælp vil tvinge alle i arbejde, men tværtimod hindrer mennesker i at leve på et anstændigt niveau og bruge ressourcer på simpel overlevelse. Du vil møde undervisningsministeren, der har beskåret skolepraktikpladser fra 5.000 til 1200 årlige pladser og erstatte dem med rigtige praktikpladser uden at stille krav, eller retningslinier, til erhvervslivet om, hvordan disse pladser skal skaffes. Du vil møde din videnskabsminister der siger ”der vil blive brug for alle akademikere” i en tid med den højeste ledighed for akademikere siden 1997 og med udsigt til at kommunerne skal formidle job til ledige akademikere. Kommuner, der er begrænset af kommunegrænser, valgperioder og valgtunge emner, som folkeskolen, børnepasning og de ældre og som ikke har den nødvendige indsigt i akademikeres kompetencer, mobilitet og jobmuligheder.

Måske møder du flere kollegaer på Ønskeøen. Det kunne være nogle af byrådspolitikkerne bag budgetforliget i Århus. Her har vi lokalt set en politisk ansvars- og virkelighedsflugt af Peter Pan-dimensioner. Et ”gør det selv-forlig” på pædagogområdet. Måske skulle I alle sætte jer i rundkreds i sandkassen og få en snak om jeres troværdighed og ansvarlighed eller højtlæsning om Peter-princippet af canadieren Laurence J. Peter – ” i en organisation forfremmes enhver op til sit inkompetenceniveau”. Der blive man siddende, men husk det kun er til næste valg.








Det er nødvendigt at være oprettet som bruger på DKby.net for at lave indlæg. Såfremt du allerede er oprettet som bruger skal du blot logge på via nedenstående formular ellers kan du gratis oprette en bruger ved at klikke her!


Emailadresse:  
Adgangskode:

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site