- Små kommuner er for dårlige til at informere borgerne - for hvad nytter det at politikerne synes, at der er en "god kontakt", når det der siges, er det rene vås? Blandt andet af den grund, mener jeg, at større kommuner skal hilses meget velkommen. -
Onsdag den 21. januar havde Gjern kommune en annonce i Folkebladet, hvor der blev der stillet 5 spørgsmål til 5 borgere – og andre to til direktør Ole Lund Andersen for Tvilum/Scanbirk.
Efter sådan en omgang kan jeg godt stille mig selv spørgsmålet, hvor god kontakt der egentligt er mellem borgere og politikere i en kommune som Gjern. For Carl Ove Jensen, der er pensionist skal forholde sig til et spørgsmål om vi kan bevare skoler og daginstitutioner! Han har vist hverken børn i dagpleje eller i skolealderen, så hvorfor søren skal han svare på sådant et spørgsmål?
Et andet spørgsmål forsøger at få afklaret folks viden om hvorfor der nu er 5 lokalsamfund i Gjern Kommune. Et spørgsmål, der måske egner sig bedre til folkeskolens 5 klasser - og svarene er da også derefter: Direktør Kurt Buhls svar er da også ret afværgende med ”Nej, det har jeg ikke tænkt på.” Gårdejer Jacob Ebbesen kan svare, at det er de gamle sogne, der er videreført. Og lærer Pernille Finsrud kan svare, at det er fordi, kommunen har ønsket, at det skulle være sådan.
Jeg aner ikke hvad vi som borgere kan bruges sådanne sp/sv til i forhold til en strukturdebat. Jeg får alene den tanke, at Kurt Buhl nu får tilbudt lidt 5. klasses-undervisning af kommunen, fordi han jo så klart ikke kunne svare.
Direktør Ole Lund Andersens svar skøjter af sted, hvor han vil sikre gode fritidstilbud ved at blive sammenlagt med Silkeborg og Kjellerup – hvor det jo netop er spørgsmålet, om vi kan være så sikre på det. Han sammenblander også tingene ved for det første at ønske større kommuner og en lovprisning af samarbejdet på biblioteksområdet i den nuværende kommune-struktur.
Annoncen er en stor rodebunke, hvor spørgsmålene er mere eller mindre helt hen i den blå luft – og svarene bærer præg af goddag-mand-økseskaft. Alt i alt et dårligt og forvirrende bidrag til en borgerinddragende debat.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ser større kommuner, også når jeg ser en sådan omgang makværk - for på det informationsmæssige område lader små kommuner også meget at ønske.
De 5 spørgsmål:
1. Hvad har fået dig til at bosætte dig i Gjern Kommune?
2. Har du tænkt på, hvorfor der er 5 lokalsamfunnd i Gjern Kommune?
3. Hvordan vurderes Gjern Kommunes chancer for at klare sig uden en sammenlægning?
4. Hvordan vurderer du mulighederne for at bevare skoler, daginstitutioner og biblioteker i de 5 bysamfund ved en eventuel kommunesammenlægning?
5. Hvad skal der til for at du bliver boende i Gjern Kommune, som pensionist?
|