Gå tilbage til forumoversigten

Emne: Beskæftigelsespolitikkens Godfather

Af: Claus Andersen

03/02-2004 22:59

#1


En klassiker i filmhistorien er filmen ”De uovervindelige” om mafiabossen Al Capone, der har gyldne tider i 20´ernes Chicago, men ender med at blive dømt for simpel skattesvindel. I de sidste to år har vores beskæftigelses- og socialminister skrevet på manuskriptet til en dogmeudgave ”de uanbringelige”. I dag er knap 900.000 erhvervsaktive mennesker på ”indkomsterstattende ydelser”, som dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp. Bare i januar mistede 1339 deres job. 45 arbejdspladers om dagen. Der er langt igen til regeringens målsætning om 87.000 flere i beskæftigelse i 2010.

Dette mål nås ikke med udstedelse af dogmer og bandbuler som: man skal yde for at nyde eller økonomisk gulerod (”resultattilskud”) til arbejdsformidling. Denne ”noget for noget” tankegang er uanstændig mod de svageste i vores samfund. Bandbuler og dogmer blev brugt til at udelukke eller forvise mennesker fra det kirkelige samfund. Nu bruges de til at udelukke de svageste for et liv, som anstændige og aktive mennesker. Et anstændigt arbejdsmarked er et rummeligt arbejdsmarked.

Det rummelige arbejdsmarked har også høj prioritet i Århus Kommune og flere aktiviteter er sat i værk. Arbejdsmarkedsnetværket, Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats, JobCenter Marselisborg, erfaringsbanken Plads Til Alle og Koordinationsudvalget, der har til opgave ”at bidrage til at samordne og udvikle den lokale forebyggende indsats for dem, der har det svært på arbejdsmarkedet”. Udvalget har 23 medlemmer, der repræsenterer arbejdsmarkedet. På trods af alle disse positive initiativer har rummeligheden det ikke godt.

En rummelig ordning er fleksjob. Nyeste tal viser en stigning i antal af fleksjob på 26 % svarende til 24.400 på fleksjob, men hvor rummeligt er egentlig det rummelige arbejdsmarked? Antallet af mennesker på ledighedsydelse (91 % af dagpengesatsen) kan indikere arbejdsmarkedets rummelighed. I september 2003 modtog 5.855 personer ledighedsydelse, mens de ventede på et fleksjob. En stigning på 2.685 i forhold til samme måned året før (kilde: Danmarks Statistik). Kommunerne Landsforening forventer yderligere stigning i 2004. Udgifterne forventes, at stige fra 150 millioner i 2003 til 600 millioner i 2004. Virksomhederne ønsker ikke denne arbejdskraft. De er udstødte og uanbringelige andenrangsborgere. Efter 6 måneder risikerer de at ramme det indførte loft over kontanthjælpen og få en nedsat kontanthjælp. Et fællesskab i social- og økonomisk fattigdom de deler med de flere end 2000 personer, der i 2002 røg ud af dagpengesystemet, fordi de havde været ledige for længe. Et fællesskab med vores flygtninge og indvandrere, der især rammer loftet og derved udstødes økonomisk, socialt, politisk, kulturelt og bliver samfundets underklasse. Regeringens dogme er, hvis du ikke yder noget til samfundet, så skal du leve på eksistensminimum og din socialrådgiver skal resultatlønnes. Endnu et dogmemanuskript kan skrives. En ny udgave af klassikeren ”Den gode, den onde og den grusomme”.

Beskæftigelsesministeren hæver seksløberen og fyrer fra hoften om dårlige, gode og den bedste socialrådgiver. Om borgere, der bliver mødt af social omklamring og klientgørelse i stedet for tilbud om reelt arbejde. På et arbejdsmarked, der ikke eksisterer for dem, der er bagerst i jobkøen. Vores ældre, vores nydanskere, de hjemløse, de nedslidte, de ufaglærte, de lavtuddannede, ledige med misbrug, psykiske lidelser eller læse-stavevanskeligheder. I Danmark vælger man ikke om man vil være på ”indkomsterstattende ydelser” eller på arbejdsmarkedet. Den ensomme beskæftigelsesminister rider nu ind i solnedgangen og mod det enstrenget arbejdsformidlingssystem, der skal forankres hos kommunerne eller centralt med beskæftigelseshuse. Kommuner, der bliver kritiseret for sognerådspolitik og uensartet aktivering eller arbejdsformidlinger (AF), hvor mindre end hvert tredje ledige job kommer til AF´s kendskab. Ministerens løse krudt er resultattilskud og skattestop. Ved næste valg vil 900.000 på ”indkomsterstattende ydelser” dømme regeringen for dens resultatløse Godfather politik.





Det er nødvendigt at være oprettet som bruger på DKby.net for at lave indlæg. Såfremt du allerede er oprettet som bruger skal du blot logge på via nedenstående formular ellers kan du gratis oprette en bruger ved at klikke her!


Emailadresse:  
Adgangskode:

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

ANNONCE PÅ DKBY.NET

Google
Web Site